Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

Ankara-stenen: Hovedstadens rosa andesit.

Se på Ankaras sten, se på tårerne i mine øjne. Den første linje i sangen placerer kærligt en bys sten ved siden af mine øjne, og det er ikke tilfældigt.

Radar TürkiyeRadar Türkiye30 Eylül 202629
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Ankara-stenen: Hovedstadens rosa andesit.

Ankaras sten, se på mine øjne. Den første linje i sangen placerer en bys sten side om side med øjnene, og det er ikke tilfældigt. Ankaras sten er virkelig eksisterende; den kaldes andesit, har en rosa nuance, en tæt og hård tekstur. Fra byens gamle mure til facaden af Ankara Station, fra reliefferne i Güvenpark til væggene i universitetsfakulteterne, er byens mest varige strukturer bygget med denne sten. Denne tekst fortæller om andesitens millioner år lange vulkaniske oprindelse, dens forekomster, dens rolle i hovedstadens grundlæggelse og hvor den kan ses i byen i dag. Hvad er andesit?

Andesit er en vulkansk bjergart, der dannes, når magma fra dybt inde i jordens skorpe stiger op og afkøles. Geologer definerer den som en mellemtype mellem basalt og riolit; dens indhold af silica (siliciumdioxid) varierer fra 57% til 63%. Dens vigtigste mineral er plagioklas feldspat, ledsaget af pyroxen og hornblend. Dens porfiritiske tekstur, det vil sige, at den indeholder tydelige, store krystaller i en finere matrix, giver stenen et karakteristisk plettet udseende. Den er opkaldt efter Andesbjergene i Sydamerika; termen blev først brugt af den tyske geolog Leopold von Buch i 1826. Andesit er den mest almindelige bjergart i områder, hvor havbunden dykker ned under kontinentet, og i økæder. Menneskeheden har brugt den som byggemateriale i tusinder af år; monumenter som Borobudur i Java og Sacsayhuaman i Peru er bygget af andesit. Ankaras sten er også en del af denne store familie. De gamle vulkaner under Ankara

I området omkring Ankara findes vulkanske bjergarter, der spænder over en bred tidsperiode, fra Sen Kridt til Pleistocæn. De mest almindelige og danner en bestemt gruppe er de tidligt Neogene Kızılcahamam eller Galatien-vulkaner; basaltkolonnerne og den fossile skov i Kızılcahamam og Çamlıdere geopark er spor af denne vulkanisme. Bjergarterne, der udvindes som "Ankara-sten", er en anden gruppe. Ifølge en artikel, der er blevet udgivet i det tyrkiske geologiske tidsskrift af Nizamettin Kazancı og Alper Gürbüz, forekommer disse vulkaner i pletter mellem Gölbaşı, Bala og Elmadağ. I stedet for at være en del af et stort vulkansk system, er de udbrud, der forekom individuelt i tidlig og midterlig Miocæn, og som derefter blev dækket af sedimenter fra Sen Miocæn og Pleistocæn. Det betyder, at de rosa sten, du ser på bakkerne syd for byen, er omtrent 15 til 20 millioner år gamle. I nærheden af Mamak, langs vejen til Haymana og i området omkring landsbyen Ballıkuyumcu nær Polatlı, findes der også basaltiske, andesitiske og riolitiske lavastrømme. De Ankara-stenen er hård og tæt, men relativt let at bearbejde. Den er porøs, absorberer ikke vand og er derfor modstandsdygtig over for frost og slid. Når den er våd, får den en glansfuld farve. Disse egenskaber har gjort den til et populært materiale til fliser og beklædning i århundreder. Læg mærke til, hvordan en fortov eller en facade i Ulus bliver mørkerød efter regn; det er stenens smukkeste udtryk.

Selvom navnet antyder det, er det sted, hvor Ankara-stenen oprindeligt blev udvundet, altså hvor de bedste eksempler findes, distriktet Gölbaşı. Den samme rosa andesit forekommer også i områderne omkring Çankırı, Afyon og Uşak, men navnet er blevet knyttet til Ankara. Selvom stenen ser udbredt ud på kortet, er reserverne begrænsede, da det ikke er muligt at udvinde blokke overalt. Nærheden til bymidten, privat ejendom, skove og beskyttede områder gør det vanskeligt at åbne nye stenbrud. De historiske stenbrud ligger inde i byen. I en artikel, der er blevet publiceret i "Ankara Araştırmaları Dergisi" af Kıymet Deniz og Yusuf Kağan Kadıoğlu, blev stenene i Ankara-borgen mineralogisk og geokemisk sammenlignet, og den tætteste match blev fundet i syv gamle stenbrud på Yenidoğan-højen. Det betyder, at borgens mure er bygget af rosa andesit, der er blevet udvundet fra den nærliggende højderyg. Denne information er vigtig, ikke kun for historieinteresserede, men også for restaureringsarbejde; at bruge sten fra samme kilde i reparationer bevarer bygningens integritet. Fra borgen til Rom: Stenens lange hukommelse

Murene i Ankara-borgen er bygget af rosa andesit med en porfirofanitisk struktur, og der er indsat rækker af mursten og kalksten. Det er ikke helt sikkert, hvornår borgen blev bygget, men det menes, at den eksisterede i den periode, hvor galaterne bosatte sig i Ankara. I det 8. og 9. århundrede blev byen udsat for angreb, og murene blev hurtigt repareret. I den periode blev marmorblokke, søjlehoveder og kalkstensrender fra romerske ruiner indlagt i murene som genbrugsmateriale. I dag, når du går rundt i den indre borg, kan du se stykker af hvid marmor mellem de rosa andesit-rækker, og endda omvendte inskriptioner; stenen opsummerer alle lag af byen i én mur. I væggene i det romerske bad er der anvendt en skiftevis teknik, hvor sten og mursten følger hinanden. Arkitekten Haydar Topal nævner Ankara-borgen, det romerske bad, Augustus-templet, den gamle parlamentsbygning, Ankara-banegården og Anıtkabir, når han taler om de vigtigste bygninger i Ankara, der er bygget af natursten. Denne liste viser, at det er Kazancı og Gürbüz har beskrevet, blev fakulteterne for Sprog, Historie og Geografi, samt Jura, Landbrug og Naturvidenskab, samt bygningerne for Ziraat Bankası og Centralbanken, bygget af Ankara-sten, og de bevarer stadig deres pragt. Vedat Tek's design af det andet parlament, det nuværende Atatürk-museet, fra 1923, er et af de tidligste eksempler fra den periode. Grundstenen til Ankara-banegården, designet af Şekip Akalın, blev lagt den 3. november 1935, og bygningen blev åbnet den 30. oktober 1937; den betonkonstruktion var fuldstændig beklædt med Ankara-sten udefra. Mindesmærket i Kızılay, skabt i 1935 af de østrigske billedhuggere Anton Hanak og Josef Thorak, er omgivet af andesit-relieffer, der skildrer det tyrkiske politi, gendarmeriet, intellektuelle og bønder. De seks meter høje bronzefigurer står på en 37 meter høj sokkel. Historien om Anıtkabir er en anden. Mellem 1944 og 1953 blev monumentet, designet af Emin Onat og Orhan Arda, opført, og juryen ønskede, at den dominerende sten skulle være lysere end jorden. Derfor blev de ydre vægge i æreshallen, reliefferne for sejren og de søjler, der omkransede ceremonipladsen, beklædt med gul travertine fra Eskipazar, løvefigurerne med travertine fra Kayseri Pınarbaşı, ceremonområdet og trapperne med hvid travertine fra Haymana, og de indre vægge i tårnene med travertine fra Malıköy. Som eksperter inden for minedrift og olie har skrevet i tidsskriftet Aurum, blev Ankara-andesit brugt i offentlige bygninger i hovedstaden i de tidlige år af republikken, mens konstruktionen af Anıtkabir var et vendepunkt for den tyrkiske naturstensindustri; nye stenbrud blev åbnet, og der blev uddannet håndværkere. Haydar Topal nævner også Anıtkabir blandt de bygninger, der er bygget med andesit, men det er vigtigt at huske, at den dominerende sten i monumentet er travertine. At se de to sten side om side illustrerer bedre, hvor unik den lyserøde andesit er for Ankara.

Hvor kan man se det?

For at se Ankara-sten behøver man ikke at besøge et museum; selve byen er et friluftsmuseum. Start din tur ved Kale (citadellet). Se de lyserøde andesit-rækker, der er indlagt med hvide marmorblokke og søjledel, og bemærk, at stenbruddene på Yenidoğan Tepesi kun ligger få kilometer derfra. Når du går ned fra Kale til Ulus, rør ved den bearbejdede stenfacade på det andet parlament på Hükümet Meydanı, og gå derefter til banegårdspladsen og rør ved de søjler, der danner indgangen til Ankara-banegården; Som en del af den geologiske arv: Sten

Kazancı og Gürbüz anser Ankara-stenen sammen med Ahlat-stenen, Nevşehir-stenen og Sille-stenen som en del af de naturlige stenarter i Tyrkiet, der udgør en del af den geologiske arv. Ifølge dem er en bygnings materiales kulturelle værdi ikke kun til stede i bygningerne, men også i de miner, hvorfra det er udvundet. Derfor anbefaler de, at gamle stenbrud bevares som naturlige og kulturelle steder, og at der ved restaurering anvendes sten fra de originale brud. Arbejdet, der følger Ankara-borgen helt op til Yenidoğan-højen, er netop født ud af dette behov. Den mest diskrete måde at lære en by at kende er ved at se på dens sten. Ankara-stenen er rosa, hård og tålmodig; den bærer en historie fra en vulkansk lavastrøm, der kølede af for femten millioner år siden, og som strækker sig fra Galatiens mure til Romernes bade og op til Republikkens togstation. Næste gang du læner dig op ad en mur i Ulus, så husk, at den faktisk er lavet af vulkansk sten.

Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar