Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn

Altıntepe, et urartisk borg beliggende i Erzincan-sletten.

På vejen fra Erzincan til Erzurum, omkring 15 kilometer øst for byen, vil du se en rund bakke, der rejser sig midt i sletten.

Radar TürkiyeRadar Türkiye4 Kasım 20265
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Altıntepe, et urartisk borg beliggende i Erzincan-sletten.

På vejen fra Erzincan til Erzurum, cirka 15 kilometer øst for byen, vil du se en rund bakke, der rejser sig fra slettens midte. Denne bakke, der ligger lige nord for vejen, er, ifølge Kultur- og Turisme Ministeriet, en af de bedst bevarede urartiske bosættelser, der er bevaret til i dag. Navnet Altıntepe er velkendt for alle, der interesserer sig for arkæologi i Tyrkiet, men antallet af besøgende, der bestiger bakken og betragter sletten derfra, er stadig relativt lavt. I denne artikel beskriver vi, hvordan fæstningen blev opdaget, hvad udgravningerne har afsløret, og hvor du i dag kan se disse fund, baseret på udgravningsteamets publikationer og ministeriets registre. Det er en vulkansk kegle, der dominerer landskabet.

Erzincan-sletten er en frugtbar slette omgivet af høje bjerge, og i nordøst for sletten rejser der sig flere bakker af vulkansk oprindelse. Ifølge en artikel, der blev udgivet i 2015 af udgravningslederen, professor Dr. Mehmet Karaosmanoğlu, og Halim Korucu, er Altıntepe den mest imponerende af disse. Bakken stiger cirka 60 meter over sletteniveau og fungerer som et naturligt udsigtspunkt, hvorfra man kan overskue hele området. Fæstningen er beliggende på en gammel handelsrute, der forbinder øst og vest. Den samme artikel nævner, at bakken er omgivet af to mure på grund af den vanskelige forsvarsposition. Bakken har en historie, der går længere tilbage end urartierne. Under udgravninger under Apadana blev der fundet fragmenter af Karaz-keramik, der er karakteriseret ved deres kazemønstre og blanke, sorte overflade, hvilket indikerer, at den første bebyggelse dateres til bronzealderen. Özgüçs udgravning og den anden periode

De videnskabelige udgravninger af Altıntepe begyndte i 1959 under ledelse af professor Dr. Tahsin Özgüç og fortsatte indtil 1968. En artikel, der blev udgivet i 1969 i det tyrkiske historiske selskabs tidsskrift "Belleten", dokumenterer, at disse udgravninger blev udført på vegne af det tyrkiske historiske selskab og Direktoratet for gamle monumenter og museer. Özgüçs resultater blev samlet i en to-binds publikation; det første bind omhandler arkitektoniske monumenter og vægmalerier, mens det andet omhandler grave, et lagerbygning og elfenbensgenstande. Disse publikationer var i lang tid en af de vigtigste referencekilder inden for urartisk arkæologi, da mange af de strukturer, der blev fundet i Altıntepe, var de eneste kendte eksempler af deres type. Efter de første udgravninger blev fæstningen efterladt uden beskyttelse og, ifølge udgravningsteamet, blev den plyndret af skattejægere. Den anden periode begyndte i 2003 Ministeriets kulturportal beskriver komplekset som en helhed, bestående af et tempel-palads kompleks, en søjleinddelt receptionssal, et udendørs område, tre grave og en lagerbygning. Bygningen i midten af komplekset er rektangulær og måler 13,80 meter i hver side. Arkæologteamet mener, at denne tårnformede bygning, med udstikkende hjørner og tykke vægge, er omkring 14 meter høj. Bygningen står inde i en gårdhave, der måler 27,20 meter gange 30 meter, omgivet af søjlegange. Søjlegangene bar træsøjler, der hvilede på omhyggeligt udskårne stenfundamenter. Væggene er konstrueret med et par rækker af kvalitetssten i bunden og muddersten øverst, og ifølge Özgücs publikation var de indvendige, pudsede mudderstensvægge dekoreret med farverige malerier. Der er en gennemtænkt infrastruktur under bygningerne. Arkæologteamet fandt et kloaksystem, der var planlagt før bygningernes opførelse og var orienteret mod øst og vest. Udover paladsværelserne blev et badeværelse med en stenkarn og et stenhus til toiletter afdækket; teamet beskriver dette toilet som det ældste kendte eksempel af sin type. I bunden af et 13,50 meter gange 5,50 meter stort bassin, der ligger mellem den indre mur og værelserne, var der lagt farvede sten, der var omtrent på størrelse med en knytnæve, i en blanding af lerjord og salt for at forhindre vandgennemtrængning. Apadanaen, den største receptionssal i Anatolien.

Det, der gør Altintepe særligt inden for urartisk arkitektur, er den mange-søjlede receptionssal. I arkæologisk litteratur kaldes disse sale for "apadanaer". I teamets artikel skelnes der mellem to faser. Den første apadana målte 15 meter gange 37 meter og blev understøttet af seks træsøjler. Senere blev der bygget en ny bygning i stedet for denne sal, der blev udvidet med seks meter mod nord og sydvest. Den udvidede apadana, som blev afdækket under Özgücs udgravninger, måler 44 meter gange 25,30 meter, og taget blev understøttet af søjler, der hvilede på 18 stenfundamenter i tre rækker. Karaosmanoğlu og Korucu beskriver den som den største apadana fra urartisk periode i Anatolien. Da gulvet i salen var to meter højere end omgivelserne, var der installeret en trætrappe foran dørtrinnet. Der var tilføjet to rum ved indgangen, der gav adgang fra den indre gårdhave. Ifølge publikationen om udgravningerne var væggene i disse dørrum og i selve salen dekoreret med farverige malerier, der var malet på tørret puds (secco-teknik). Desværre er størstedelen af disse malerier kun bevaret i Keramikarbejdet i Belleten viser, at Altıntepes keramik generelt blev formet på en drejeskive af en grovlejret masse, der ofte var mørkerød eller rustfarvet. På sydsiden af bakken findes tre gravkamre, der er beklædt med glatte sten ned i jorden. Ifølge udgravningsteamet blev to af disse gravkamre udgravet ulovligt, mens det tredje blev afsløret under Özgücs videnskabelige udgravning. De døde blev begravet i stensarkofager eller trææsker, og de var klædt i tøj med guldknapper. En lignende stensarkofag er endnu ikke fundet i andre urartiske bosættelser. Øst for gravene står fire stelae af enkeltstående sten, der er 7,75 meter brede og 11,70 meter lange, omgivet af en lav mur. De har buede toppe. Udgravningsteamet vurderer, at dette område er det eneste fuldstændige eksempel på sin art, der er fundet i urartisk kultur. Efter urartierne

Bakkens brug fortsatte efter urartierne. Udgravninger efter 2003 afslørede en tidlig byzantinsk basilika på den østlige skråning. Ifølge en artikel af Birol Can, der er blevet publiceret i "Journal of Mosaic Research", kan bygningen dateres til midten af det 6. århundrede e.Kr. Den har en indvendig størrelse på 19,60 meter gange 11,30 meter, og gulvet, der dækker omkring 220 kvadratmeter, er dækket af mosaikker med geometriske og botaniske mønstre samt figurer af dyr som okser, hjorte og pantere. Artiklen nævner, at bygningen blev ødelagt i det 7. århundrede under arabiske angreb, men at den byzantinske tilstedeværelse i fæstningen ikke ophørte på det tidspunkt. De romerske mure, der findes på toppen af bakken, er et tegn på denne lange brug. Hvor kan man se fundene i dag?

Den bedste måde at forstå Altıntepe på er at besøge de to museer sammen med bakken. Kulturportalen skriver, at de vigtigste artefakter fra fæstningens periode med urartisk kunst er udstillet på Anadolu Medeniyetleri Müzesi i Ankara. Udforskningsteamets artikel nævner også, at bronze gryder, en guldskål, sølv- og bronze møbler, elfenbensfigurer og hestesele er udstillet på dette museum. Kulturportalen nævner også hjelme, skjold og metalgenstande blandt fundene. I Erzincan bør du besøge Erzincan Müzesi, som åbnede i sin nye bygning den 3. maj 2023. Ifølge ministeriets museums side udstilles der i afdelingen for arkæologi i stueetagen modeller af Altıntepe fæstningen og paladsets modtagelsessal, metal- og keramikgenstande fra urartisk periode og den byzantinske gulvmosaik fra basilikaen i Altıntepe. Den øverste etage i museet er dedikeret til hverdagsgenstand Da er beliggende på vejen, der fører østfra ud af byen, kan den forbindes med Ekşisu eller den mere østlige by Tercan. Toppen er åben og uden skygge; midt om sommeren bliver solen intens, når den reflekteres fra sletterne. Det er bedst at besøge tidligt om morgenen eller sent om eftermiddagen for at undgå varmen og for at få det bedste lys, der fremhæver detaljerne i væggene. Under udgravnings- og restaureringsarbejde kan visse områder være afspærret; kontakt Erzincan Kultur- og Turismeafdeling for at få oplysninger om den aktuelle tilgængelighed af stedet. Gå ikke på væggene, flyt ikke løse sten, og fjern ikke noget som helst. Skaderne, som Altıntepe har lidt efter de første udgravninger, illustrerer tydeligt, hvorfor disse regler er vigtige.

Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar