Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

Dyr, der har fået deres navne fra Ankara: Kat, ged og kanin.

Ordet "angora" vækker næsten overalt i verden associationer om blødhed; man kan støde på det på en trøjes etiket, i en liste over kattekonkurrenter eller som navnet på en gedefarm.

Radar TürkiyeRadar Türkiye30 Eylül 202631
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Dyr, der har fået deres navne fra Ankara: Kat, ged og kanin.

Ordet "angora" fremkalder en følelse af blødhed på næsten alle sprog; det kan dukke op på en trøjes etiket, i en liste over kattekonkurrencer eller som navnet på en gedefarm. Ordet stammer fra en by, nemlig Ankara. Denne by, der i århundreder blev omtalt som Angora i vestlige sprog, har givet sit navn til tre forskellige dyr: en langhåret hvid kat, en kashmir-producerende ged og en kanin, hvis uld bruges til at strikke trøjer. Alle tre dyr opdrættes i dag over hele verden, og deres udvikling er formet af de barske vintre og tørre somre i det centrale Anatolien. Denne artikel fortæller historien om alle tre og, vigtigst af alt, hvor man kan se dem i dag i Ankara. Et bynavn, tre dyrs efternavne.

Byen, der i antikken hed Ankyra, blev under den tyrkiske periode omdøbt til Engürü og senere til Angora på europæiske kort, og indtil 1930 kendte den vestlige verden byen under dette navn. De dyr, der har spredt sig til verden gennem kashmir, fjer og uld, bærer derfor også navnet Angora. Faktisk er det ikke kun navnet, men også den lange og glatte pels, der er det, der binder de tre dyr sammen. I Ankaranes udviklingsagents "Kashmir"-bog står der, at geden har tilpasset sig regionens jord og klima og dermed opnået sin nuværende form og sine kashmir-egenskaber. For katten og kaninen har det samme barske klima og århundreders avl af de smukkeste pelsdyr ført til lignende resultater. I dag opdrættes alle tre dyr i mange lande, men ikke i Ankara. Et af formålene med denne artikel er at bringe dem tilbage til deres hjem. Ankara-katten, paladsernes og gadernes hvide darling.

Ankara-katten er en af de ældste langhårede katteracer, der er kendt. I slutningen af det 16. århundrede begyndte langhårede katte at blive bragt fra Anatolien, Iran og Rusland til England og Frankrig. I det 17. århundrede blev Ankara-katten anerkendt som en særskilt race i Europa. Ifølge tyrkiske kilder var det søfolk, der først bragte dem. I det 18. århundrede blev katten populær blandt europæiske aristokrater. Derefter fulgte en lang periode med forvirring: Ankara-katten blev så blandet med perserkatten, at Charles Catton i 1788 brugte begge navne om den samme race, og i 1903 skrev Frances Simpson, at forskellen mellem dem var meget subtil. Det sted, hvor racen bevarede sin rene form, var den by, den var opkaldt efter. Dyrehaven, der blev oprettet i 1933 på Atatürk Forest Farm og officielt åbnede den 29. oktober 1940, bevarede især hvide katte med blå og ravfarvede øjne (dvs. et blåt og et ravfarvet øje) gennem sit produktionsprogram i første halv Denne skønhed har dog en pris: genet, der er ansvarlige for den hvide pels og de blå øjne, kan forårsage medfødt døvhed, og døvhed er almindelig hos hvide katte med blå øjne. Karakteren er legesyg, intelligent og atletisk; den elsker at klatre og knytter sig til én bestemt person i hjemmet. I modsætning til Van-katten bryder den sig ikke om vand. Hvor kan man i dag finde Ankara-katten?

Dyreparken ved Atatürk Skovbrugscenteret blev lukket den 26. august 2013 på grund af en renovering og er aldrig blevet genåbnet; størstedelen af dyrene blev sendt til Gaziantep. Kattenes nuværende adresse er Pursaklar. I 2017 oprettede Pursaklar Kommune et center for bevarelse, vedligeholdelse og promovering af Ankara-katten, som ifølge Anadolu Agency består af syv afdelinger på et område på to tusinde kvadratmeter: afdelinger for hun- og hankatte, en fødeafdeling og en klinik. Centret huser femti katte, hvoraf fyrre er avlsdyr, og har en kapacitet på at producere hundrede og tyve killinger om året. Centret modtager skolegrupper og besøgende, og killingerne bliver adopteret, hvor de første omkostninger til foder dækkes. To katte, Kılıç og Seymen, som var blandt de første beboere i centret, er blevet sendt til Ayasofya, og deres afstamning fortsætter i centret. Dette kattehus, der ligger i Endemik Vadi i Pursaklar, er det eneste sted i Ankara, hvor du kan se den rene Ankara-kat gå frit rundt i haven, i stedet for bag tremmer; tjek kommunens hjemmeside for besøgsdage og -tider. Den videnskabelige bevarelse af racen er opgaven for Ankara Universitet, Veterinærfakultetet. Fakultetets afdeling for Zooteknologi startede i slutningen af 1990'erne et initiativ til at oprette et forskningscenter for denne kat, der var i fare for at uddø, og Fatih Atasoy fortalte dengang, at størstedelen af de tilbageværende katte befandt sig på Atatürk Skovbrugscenteret, mens nogle også boede i hjem hos familier i Ankara. I dag fortsætter fakultetet, der ligger i Dışkapı, med at forske i denne race. Ankara-geten og kashmiruld: en fiber, der beriger en by.

Ifølge bogen "Ankara-geten, kashmiruld og Sof" fra Ankara Udviklingsagenturet blev geten bragt til Ankara og omegn fra området øst for Kaspiske Hav fra det 13. århundrede af tyrkerne, hvor den tilpassede sig jordbunden og klimaet i regionen og udviklede det kashmiruld, den er kendt for i dag, og den blev kun opdrættet i Anatolien indtil 1838. Fra det 15. århundrede udviklede der sig en stærk tekstilindustri i Ankara baseret på kashmiruld; "Engürü sof", vævet af rent kashmirgarn, blev solgt i mange europæiske byer i løbet af det Gedens udbredelse begyndte som en kæde af gaver. Ifølge bogen var det et par geder, der blev givet af Sultan Suleiman til kejser Karl V i 1541, som var de første Ankara-geder, der forlod Anatolien. En flok, bestående af en hun og tolv hanner, som oberst Henderson bragte til Sydafrika i 1836, startede produktionen af mohair i det land. Ni geder, der blev givet til James Davis, en ekspert i bomuld, som ankom til Tyrkiet i 1849, lagde grundlaget for opdræt i Amerika. I 1856 fulgte Australien. I dag kommer mere end halvdelen af verdens mohairproduktion fra Sydafrika. Selve geden er lille: hanner vejer 35 til 55 kg, hunner 30 til 40 kg. En hun producerer 3 til 5 kg mohair om året, og en han 4 til 6 kg. Geddyrene klippes to gange om året. Tallene fortæller en historie om op- og nedture. I 1960'erne var der seks millioner Ankara-geder i Tyrkiet, og i 1959 udgjorde mohair alene 4,56% af landets eksport. I 1990 var antallet faldet til 147.000. Det tyrkiske Mohair-selskab, grundlagt i 1930, åbnede et modelopdræt i Lalahan i 1933, og Tiftikbirlik, grundlagt i 1969, købte mohair på regeringens vegne. I dag distribuerer landbrugs- og skovministeriet, som en del af et projekt, der blev lanceret i 2020, avlsbukke og elektriske klippemaskiner til flokke. Ifølge TÜIK's data fra 2021 er der 289.555 Ankara-geder i Tyrkiet, hvoraf 220.229 er i Ankara-provinsen. 330 af de 468 tons mohair, der produceres i landet, kommer fra denne provins. Ifølge Anadolu Agency er antallet i provinsen steget fra 66.000 i 2008 til 166.000 i 2020. Hvis du vil se geder, er der bestemte steder: landsbyerne Ayaş, Beypazarı, Güdül og Nallıhan, hvor de opdrættes mest. Det er klippesesongen om foråret; at se en flok med hvid pels, der strækker sig ned til haserne, på en landevej, er et af de ældste syn i Ankara.

Ankara-kaninen:
I en informationsnote fra Ankara Commodity Exchange afsløres en bitter sandhed: på trods af navnet "Ankara-kanin" er opdrættet enten forsvundet i Tyrkiet eller er ikke-eksisterende, selv i Ankara. Men denne kanin er den ældste kendte kaninerace og den eneste, der udelukkende opdrættes for sin pels. Den blev først registreret i England i 1708, og i 1723 blev den bragt fra Plejen er omstændig; hvis pelsen ikke børstes dagligt, vil den filt sig sammen. Huden kan sluge pels, som kan danne klumper i maven og forårsage livstruende blokeringer. Den første uge efter fødslen er den mest risikable periode på grund af kulde. Tilbagevenden til Tyrkiet var sen og vanskelig. Da den lokale tekstilindustri begyndte at bearbejde angorauld i 1990'erne, nåede importen 105 tons i 1995. Samme år etablerede en iværksætter den første gård i Kırşehir med 40 kaniner, som han havde importeret fra Tyskland. I 1999 blev 56 hunner og 6 hanner importeret fra Frankrig med bidrag fra TÜBİTAK, Erciyes Universitetets veterinærfakultet og Ankara Poultry Research Institute. Denne bestand i Kayseri blev en vigtig genetisk kilde for racen i Tyrkiet. En undersøgelse, der blev udgivet af Ege Universitet i 2007, viste 42 virksomheder i 17 provinser, med en gennemsnitlig årlig uldproduktion på 642 gram. Undersøgelsen påpegede også problemer som mangel på teknisk viden, manglende adgang til kvalitetsfoder og vanskeligheder med at markedsføre ulden. Notatet angiver, at kaninerne yder bedst i en højde på 1.100 til 2.000 meter, og at temperaturen i stalden skal holdes mellem 5 og 15 grader. Området omkring Ankara, der ligger på en høj og kølig slette, er derfor stadig et passende hjem for disse dyr. Men i dag er det svært at se dem i Ankara; det mest sandsynlige sted at finde dem er i en forskningsbestand eller på en lille familieejendom.

Det er ikke muligt at se alle tre dyr på én dag i Ankara, men to dage er nok. Den første dag skal du besøge kattehjemmet i Pursaklar; find ud af fra kommunen, hvornår kattene er i haven, og hvilke regler der gælder for besøg. Spørg personalet, før du tager kattene op. Derefter skal du ned til Ulus og gå rundt i området omkring Suluhan og bedesten; det er her, hvor handlen med silke har foregået i århundreder, og publikationer fra Koç Universitetets VEKAM fortæller historien om disse gader. Den anden dag skal du bruge på at køre mod Ayaş, Beypazarı, Güdül og Nallıhan; kaninerne klippes to gange om året, og foråret er en af disse perioder. Spørg hyrden, før du nærmer dig bestanden, lær at genkende hundene på afstand, og vent på morgensolen for at tage billeder. Vær tålmodig, når det kommer til kaninerne; at bringe disse dyr, som har givet Ankara sit navn, tilbage er en opgave, der endnu ikke er fuldført. Måske vil en af dem, der læser denne tekst, tage sig af den opgave. Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar