Umarım Vazgeçmezsin

Tyve år senere ringede en dørklokke.
Et ufuldstændigt venskab.
En nat fyldt med minder fra fortiden.

Mange år senere afslører Azize en hemmelighed, som bringer hendes tidligere bedste ven, Bülent, tilbage i hendes liv. De to personer, med den intelligente boligs kunstige intelligens som vidne, bevæger sig frem og tilbage mellem forskellige aspekter af deres fælles fortid, hvor minder, skyldfølelse og tavshed gradvist begynder at blandes sammen.

Fortiden kan genskabes på én nat.
Nogle minder bliver sværere at bære med sig, jo mere man tænker på dem.

Jeg håber, du ikke giver op. Det er et spil for to personer, der handler om, at det ikke kun er det, man husker, men også det, man vælger at glemme.