Şairin Kayığı

Stykket fortælles gennem øjnene på en fortæller, der beskriver sig selv som "ikke en almindelig bådmand, men en følgesvend for digterne." Denne båd transporterer ikke passagerer til den anden side i traditionel forstand; den samler i stedet nogle af de største navne i tyrkisk poesi (Can Yücel, Edip Cansever, İlhan Berk, İsmet Özel, Tomris Uyar, Ece Ayhan, Nilgün Marmara, Ülkü Tamer og Sezai Karakoç) ved samme bord. Passagererne har ingen kufferter, men bærer i stedet ufuldendte vers og minder fra barndommen. Gennem hele stykket diskuterer disse digtere, hvad poesi er, livet, døden, deres fædre, ensomheden og hjemlandet, hver især med deres unikke stil. Til sidst indser fortælleren, at han i virkeligheden ikke er en bådmand, men en "lytter" for disse mennesker, der reparerer minder, og han afslutter stykket ved at overdrage den tomme stol ved bordet til publikum (læseren).