Monologlar Müzesi “Kuğugölü”

Hvad husker et hus? Er det børnenes stille leg, de ufærdige farvelord, eller den fælles arv, som vi aldrig kan slippe af med?
Nogle huse bevarer ikke kun fortiden, de bliver selve fortiden.
Indenfor udspiller der sig en stille kamp: skuffer, der har været låste i årevis, konfrontationer, der er blevet lagt på hylden, og sind, der forsøger at overleve ved at forvrænge tiden. Sytten års fravær, kroniske smerter, der er brændt sig fast i kroppen og aldrig forsvinder, og dybtliggende arv, som man troede kunne slettes med et enkelt dokument... Alt sammen bag den samme dør.
Nogle døre åbnes ikke kun for at komme ind; de åbnes for at man aldrig kommer ud som den samme person igen. Ingen kan virkelig undslippe sin fortid; de tror bare, at de er kommet langt væk.
Når du vender tilbage til et hjem, du forlod for mange år siden, er det dine egne løgne, der møder dig ved døren.