Jaz

Jaz, et af de vigtigste moderne forfattere, der skriver på fransk, er Koffi Kwahulé.
Selv om teksten er skrevet som et stykke teater, er den i virkeligheden en musikalsk partitur. Sproget er som jazz.
Kwahulé, som bygger sin musik på æstetik, er mere end en historie; det er en vibration, en rytme.
Pauser, eksplosioner, gentagelser, improvisationer – det er elementerne i hans dramatik.
Det er en metode, der ikke præsenterer en fortælling for publikum, men derimod placerer dem i et lydmiljø.

I Jaz, som er en forestilling i koncert-teaterformat, udforskes temaer som traume, stilhed, og modstand.
Skammen og opløsningens rytme bliver bragt til live på scenen. Historien er fortalt med en dramatisk realisme.
Nej, det er gennem musikken, at forbindelsen skabes. Offerets og gerningsmandens sprog smelter sammen, og teksten bliver en...
Det er som en spiral, hvor man bliver lidt dybere og dybere for hver gentagelse. Det er mere end bare en fortælling.
I jazzmusikken, hvor improvisation er central, bruger musikeren sin krop, sin stemme og rytmen som et instrument.
Firdes Üçlertoprağı skaber ikke blot en karakter på scenen, men en hel frekvens.
Den bringer traumets vibrationer op på scenen. Det er noget, som kun vi kan høre.
Men det er, når vi lukker øjnene, at vi kan høre vores eget navn, som minder os om, hvem vi er.