Hayat

Efter at være blevet dræbt sammen med sit barn, befinder Hayat sig i en slags limbo, hvor hun møder Pandora, Medusa og Lamia. Disse tre kvinder, der engang var straffede, forbandede og forvandlede til monstre, har i tusindvis af år adopteret sproget i de historier, der er blevet fortalt om dem, og er blevet bærere af det samme system. Foran deres domme konfronterer Hayat kvinder fra forskellige epoker og livsstile, og hun står over for de modstridende forventninger, der rettes mod kvindeligheden. Men i sidste ende indser hun, at den egentlige magt ikke ligger hos mændene, men i en ældgammel magtforståelse, der lever videre i os alle, fra myter til religion, fra familien til hverdagen. Og hun forklarer, hvordan undertrykkelsens mekanismer bliver indlejret i mennesket. Hayat, der accepterer, at hun ikke kan ændre verden, minder om, at femininiteten er en stor mulighed for, at menneskeheden kan lære at skabe i stedet for at herske, og at give plads til andre i stedet for at eje. Til sidst vender hun sit blik fra de mytologiske figurer mod publikum, for historierne, der holder limboen i live, vil ikke forblive på scenen, men vil vende tilbage til os alle, når stykket er slut.

Hvor mange forskellige måder kan en kvinde leve et forkert liv? Hvis hun tier, er hun usynlig; hvis hun taler, er hun arrogant; hvis hun elsker, er hun sårbar; hvis hun forlader, er hun utaknemmelig; hvis hun ved noget, er hun pralende; hvis hun ikke ved noget, er hun uvidende; hvis hun ønsker noget, er hun umoralsk; hvis hun opgiver, er hun dogmatisk... Først skrev vi deres historier. Derefter troede vi på dem. Til sidst ønskede vi, at kvinderne skulle ligne disse historier. Nu står fire kvinder over for hinanden i "Araf"; den ene er netop blevet dræbt, og ingen husker, hvordan de andre tre blev dræbt. Livet vil denne gang ikke blot nøjes med at lytte til historierne. For nu er det blevet klar over, at helvede i virkeligheden er denne verden, hvor vi ikke kan skabe det paradis, vi kunne have bygget...