ÇİÇU

"Man bør i det mindste have nogen at skændes med; selv en skænderi kan være en form for glæde."

I en gammel lejlighed i Istanbul forsøger han at leve inden for de grænser, han selv har sat for sin verden.
Historien om en ensom mand afslører på en rå og ærlig måde menneskets behov for at blive elsket, forstået og føle sig som en del af noget. Manden, hvis forbindelser til omverdenen gradvist svækkes, giver liv til sine ejendele, skaber fantasiforhold og konstruerer et liv for sig selv med sin kæreste, som han kalder Çiçu. Men hvert skridt, han tager for at slippe fri af sin ensomhed, trækker ham dybere ned i en afgrund af sin egen indre verden. I denne verden, hvor virkelighed og fantasi, kærlighed og vane, frihed og fangenskab flyder sammen, bliver spørgsmålet stadig mere presserende: Er menneskets største frygt at være alene, eller at føle sig ensom, selv når man er sammen med andre? "Nogle gange er det ikke ensomheden, men manglen på nogen at dele den med, der udmattende," står der. "ÇİÇU" fremhæver Aziz Nesins skarpe observationsevne, hans samfundsmæssige humor og hans evne til at skildre menneskelige modsætninger. Stykket behandler ensomhed ikke kun som en individuel tilstand, men som en usynlig fængsel, som vi selv bygger. Gennem en tragikomisk fortælling bliver menneskets kamp mod sin egen ensomhed synlig, i den fine balance mellem at blive elsket og forstået, og mellem at tilhøre nogen og virkelig kunne røre ved dem.